En filosofisk analyse af den moderne præstationskultur

MOKs forside sidste uge bestod af Thom Yorke, som var ved at drukne (taget fra ”No Surprises” musikvideoen, samt en tekst om alt det ”den ideelle medicinstuderende” skal nå (find den på mok.dk). Sådan en forside kræver forklaring. Altså ikke hvad den betyder eller hvorfor vi lavede den – det er ret indlysende - men rettere hvorfor den i første omgang overhovedet afspejler en virkelighed. Hvorfor er det, vi lever i et præstationssamfund?

Derfor handler denne uges filosofiske hjørne om præstationssamfundet og psykopolitiken bag de underliggende magtstrukturer.

Panoptikon

Et klassisk filosofisk samfundsdilemma er spørgsmålet om hvorvidt man vil prioritere personlig frihed eller sikkerhed gennem øget overvågning. Vi befinder os konstant i dette dilemma og danser rundt på et balancebræt mellem disse to endepunkter. Har vi lyst til at leve i et samfund hvor der er masseovervågning / et panoptikon (fx som i Kina), for en mindskning af kriminalitetsraten? Videoovervågning, ansigtsgenkendelse og social kontrol? Et samfund hvor vi giver staten så megen magt og kontrol over vores liv, at den kender til vores hvert eneste skridt? Min tese er nej, vi ville få fakler og høtyve på gaderne (og alle borgerlige midaldrende mænd, der har læst <20 bøger i deres liv, ville lave Orwell referencer de ikke selv forstår og bære sorte t-shirts med ”1984” påtryk). På den anden side ville vi selvfølgelig heller ikke acceptere et anarkistisk samfund (der rent spilteoretisk ikke kan lade sig gøre).

Men alligevel har vi accepteret at indvillige os selv i et digitalt panoptikon, hvor vi overdrager alle vores data – placering, billeder, adfærdsmønstre, mm. - til tech-giganterne (og en vis grad offentligheden). Mens vi har nægtet et ’fysisk’/statsligt panoptikon, lever vi i et digitalt panoptikon, hvor de lurende øjne absolut har lige så stor interesse i at skaffe sig indflydelse på vores livsmønstre og opførsel, som staten og de mere traditionelle magtudøvere. Der kan være forskellige grunde til at vi er endt i det digitale panoptikon: dens tilblivelse har været snigende, dens konsekvenser er ikke ligetil at se, og sidst så giver tech-virksomhedernes produkter en ’instant-gratification’ i form af convenience og dopamin-bursts.

Disse digitale panoptikon, bestående af sociale medier, præsenterer sig selv som rum for frihed og selvrealisering. Deres overvågning og magtkontrol sker ikke som et direkte angreb på friheden, som det normalt antages. I stedet lader de folk frivilligt deltage og til fange tage dem selv i det panoptiske fængsel.

Fangen i det digitale panoptikon er altså både gerningsmand og offer på samme tid; og heri ligger frihedens ironi: frihed viser sig at være en form for kontrol.

I det digitale panoptikon, er det tech-giganterne og algoritmerne, som er magtudøverne og som styrerdagsordenerne. Deres formål er at optimere profit, ved at maksimere ’engagement’. Derfor kommer deres kontrol til udtryk, ved en forstærkning af de menneskelige adfærdsmønstre som underbygger øget ’engagement’. På den måde, har vi bevæget os fra Orwell’s dystopi til Huxley’s (mere om Huxley i et fremtidigt indlæg).

’Burde’ vs ’Kunne’

Traditionel magtudøvelse i det 19. og 20. århundrede har hvilet på hvad ’man burde gøre’. Samfundet og staten lagde et ansvar på individet, og fortalte at man ’burde’ gøre en række ting, både for ’at komme frem i livet’, men også være en god samfundsborger. Foucault kaldte denne form for magtudøvelse og social kontrol for ”negativ magt” og ”disciplinærsamfundet”; hvor individet kontrolleres ved forbud, begrænsning og ekstern moralisering: ’nej, det må du ikke’ eller ’nej, det BURDE du ikke’

Mens denne fundamentale magtstruktur stadig eksisterer, så vil jeg mene den er overskygget af hvad filosoffen Byung-Chul Han har defineret som ”positiv magt”: hvad du KUNNE gøre.

I dag er mennesker i langt højere grad kontrolleret af positiv magt. Altså, hvor du KAN gøre lige hvad du drømmer om (hvis du bare HUSTLER hårdt nok), og hvis nogle nogensinde siger hvad du burde gøre eller hvad du IKKE KAN gøre, så skal du bare ignorere dem, for det er DIG i førersædet og du KAN lige hvad du vil!

- Og nu hvor vi er enige om at du selv er i kontrol over hvorvidt du kan opnå lige hvad du vil, skal du til at vælge. Har du lyst til at drømme stort, ændre verden, få opkaldt en ledundersøgelsesteknik efter dig og blive milliardær inden du er 30? eller er du en uambitiøs taber der vil spilde din tid på sofaen? Du kunne jo vælge at få et velbetalt prestigefuldt job, med penge nok til ikke at være begrænset økonomisk, så du kan leve lige det liv du gerne vil. Vil du ikke det? Altså, du bestemmer jo selv.

Det er selvfølgelig sat på spidsen, men jeg håber det tydeliggør budskabet. I en verden hvor du angiveligt selv bestemmer om du er ”succesfuld” eller ej, er det alene op til dig at opnå dit fulde potentiale. Du burde ikke noget, men du kan alt, så længe du er villig til at arbejde hårdt nok.

I denne opsætning, står præ-stationssamfundet i kontrast til Foucaults disciplinærsamfund.
I disciplinærsamfundet skulle magtudøveren holde – oftest en figurativ – pistol på panden, for at samfundsborgeren ville arbejde hårdere og bidrage mere, men i præstationssamfundet er det samfundsborgeren selv, der holder pistolen for sin egen pande. I vores konstante jagt på selvoptimering og selvrealisering (socialt, karriere, sundhed/”biohacking”) kan vi aldrig blive gode nok, og hvis vi ikke opnår vores mål, er det vores egen skyld. Vi kunne blot have været mere produktive.

Autenticitet = Narcissisme

Et af de budskaber fra det digitale panoptikon, som har rodfæstet sig i samfundet, er at du skal være autentisk. Måske fordi, at autenticitet er den sande målestok, for at være ’fri’. En autentisk person, får ikke fortalt hvem de skal være eller hvad de BURDE gøre. Jeg vil dog påstå, at autenticitets-narrativet reelt er en undskyldning for en neoliberal individualisme, der har givet sig til udtryk som et mareridt af selvoptagethed og narcissisme. Folk er gået fra at være hele mennesker, til deres eget lille personlige projekt, et meta-sidegeschift, en aktie. Vi omdanner os selv til en handelsvare, hvor vi forsøger at optimere vores markedsværdi, gennem anerkendelse, likes, økonomisk-formåen og et åndedrætsdugget spejl. Det kan godt være at staten ikke har en ’social-credit score’, men det kapitalistiske parallelsamfund har absolut en, og din insta-profil er dit pas.

Alt, hvad vi lærer, er ikke længere kun læring, det er en investering i os selv (”Masterclasses/ Mesterlære” *kvalme*). Vi skal coaches og i ’pseudo’-terapi for at opnå vores fulde potentiale. Samtidig selvfølgelig også være coaches og terapeuter (for vores egen selvrealisering), uden at spørge os selv om vi bør, arrogant for manglende reel viden om psyken og videnskaben bag. Det samme gælder mersalget af selvhjælpsbøger, mængden af podcasts (særligt bro-science), get-rich-quick onlinekurser og internetfænomener som Andrew Tate og Jordan Peterson. Det uendelige arbejde på ego’et minder, helt religiøst, om den selvobservation og selvundersøgelse man finder i protestantismen, dog i stedet for at lede efter synder, søges nu efter negative tanker og det ’uperfekte’ eller ordinære. Ego’et kæmper med sig selv som mod en fjende.

Derved får det digitale panoptikon skabt og kontinuerligt forstærket præstationssamfundet. Endnu et element både ’kunne’-retorikken og ’autenticitets-crazen’ medfører, er en konstant sammenligning med andre mennesker, igen forstærket af det digitale panoptikon. Vi får altid et indblik i hvad vi også kunne opnå, samtidig med at vi skal adskille os og selvom vi efterhånden er mere ordinære end nogensinde før (fordi vi alle sammenligner os med de samme).

Fuld circle

På samme måde som disciplinærsamfundet, underbygget af et statsligt panoptikon, forsøgte at skubbe folk ind i en norm af at gå i skole, få en uddannelse, arbejde, blive gift, få børn, få hus, hund og bil; så skubber præstationssamfundet, underbygget af det digitale panoptikon, os ind i en narcissistisk bane, som fører folk ind i et neoliberalt samfund, hvor vi har ansvaret for os selv og alene for os selv.

Denne ændring af kulturstrømmen er i sidste ende mere til gavn for magthavere - herunder staten, arbejdsgivere, tech-giganter – da det skubber os til at arbejde hårdere, for andre, for vores egen skyld. Derved udvander det værdien af vores tid og arbejdskraft. (måske en af grundende til normaliseringen af fuldtidsansættelse for 10.000kr/md. som skolar?)

Der er mange flere ting at vende omkring præstationssamfundets og det digitale panoptikons indflydelse på samfundet, herunder ekkokamre, perfektionisme og manglen på autentiske relationer (ironisk nok). Men jeg vil fokusere på en sidste ting og vende tilbage til forsiden fra sidste uge.

Når præstationssamfundet – og på indirekte vis det digitale panoptikon – skubber os til at skulle nå mere og mere, begynder bægret at blive fyldt. Vi bliver mere stressede og skrøbelige. Det gør os mere udsatte for at få angst-tilfælde og blive deprimerede. Bægret der fyldes, er ikke bare et glas, det er et bæger du befinder dig i, og når det er fyldt, drukner du. Præcis ligesom Thom Yorke på forsiden sidste uge.

Radioheads ”No Surprises” (1997) handler om en person, som forsøger hårdt at holde sig selv sammen, mens vedkommende forsøger at leve op til samfundets normkrav (hvad vedkommende burde); og er en opfordring til at gøre om med de normkrav sat af disciplinærsamfundet. I dag er den mere relevant end nogensinde før, men skurken som fylder bægret (voldsommere end nogensinde før) er altså, i min optik, præstationssamfundet. Sponsored by The Digital Panopticon.

//Younes, MOK.red