The dark side af Marshmallow testen
De fleste af jer kender nok Marshmallow testen. Eksperimentet fra 1972, ledt af psykologen Walter Mischel fra Stanford Universitet, går i al sin enkelthed ud på, at et barn bliver tilbudt valget mellem at få én skumfi- dus med det samme eller vente en rum tid og derefter få to skumfiduser i stedet. Barnet blev derefter efter- ladt alene i et rum med skumfidusen i 15 minutter. Alle børnene blev filmet imens de ventede på den anden skumfidus. Nogle af børnene venter pænt på stolen, mens de prøver at aflede deres opmærksomhed fra skumfidusen, indtil tiden er gået og de får den anden skumfidus som belønning. Nogle af dem er lige ved at eksplodere i alle 15 minutter mens de kigger intenst på skumfidusen, slikker lidt på den, grædende og fulde af fortrydelse ender de med at spise skumfidusen i ren afmagt inden de 15 minutter er gået. Så er der de is- kolde børn, der uden det mindste tegn til fortrydelse spiser skumfidusen og aldrig tænker på den skumfidus, de kunne have fået, igen.
Det vilde ved det her eksperiment er jo, at de børn, der kunne behovsudskyde og vente ind til de fik begge skumfiduser, generelt i deres voksne liv var mere akademisk og socialt kompetente, rationelle, gode til at planlægge og deale med frustration og stress.
Hvor er det egentlig, jeg vil hen med det her? Jo, det er netop, at jeg føler, at jeg står midt i mit livs store marshmallow test. Jeg skal vælge mellem at flytte tilbage i min andelsbolig på Nørrebro og leve det gode 2-værelses-og-nespressomaskine-liv eller blive boende i det kollektiv jeg bor i lige nu, sælge min lejlighed og fyre alle pengene af på en campervan og et par rigtig flotte cowboystøvler.
Jeg har egentlig altid tænkt, at jeg var et af de børn, der var ekstra god til at sidde på mine hænder og vente på den anden skumfidus. Se mig lige, i fuld gang med en lang videregående uddannelse og det hele.
Men når jeg virkelig tænker over det, kigger på min konto i minus og min manglende evne til at forestille mig, hvad jeg dog skulle bruge en opsparing til i fremtiden, kan jeg godt tænke, at jeg måske faktisk mere er det der barn der bare inhalerer den første skumfidus.
Hvert et lille molekyle i min krop har lyst til at sælge lejligheden, bruge pengene på eventyr og pivot-bindin- ger (if you know you know) og aldrig se mig tilbage. Men alle fornuftige mennesker omkring mig (specielt min nordjyske-bank-far) synes det lyder som verdens dårligste idé, især det med camperen. Som den kirurg jeg assisterede i mandags så klogt sagde, så kommer jeg ’aldrig til at kunne købe det hus i Hellerup’ hvis jeg ikke har pengene gemt i en lejlighed de næste mange år.
Men jeg vil jo slet ikke have noget hus i Hellerup. Eller hvad. Eller vil jeg? Det tror jeg ikke. Men hvem ved om jeg en dag bliver træt af kollektivets uendelige glemte opvaske, campervanens gamle rådne motor og den officelle udmeldelse af Hellerup-klubben.
Det eneste jeg ved er, at lidt økonomisk frihed til at indfri en masse drømme og et værelse i mit kollektiv er mere end rigeligt med skumfiduser for mig lige nu.
Det store dilemma er, om jeg skal skynde mig at slikke al liv ud af den første skumfidus og indfri mine cam- pervan-drømme og have det for fedt. Men samtidig for alvor tilslutte mig gruppen af de stakkels børn, der ikke kunne vente på den anden skumfidus og nu må kigge ind i en mørk fremtid fuld af signifikant færre aka- demiske og sociale kompetencer. Eller om jeg skal vente på de to skumfiduser på ubestemt tid - med frygten for, at de to skumfiduser viser sig at være et vinkøleskab der kan indstilles til både rød- og hvidvine i en køns- løs Hellerupvilla og et bittert minde om dengang, jeg rent faktisk havde tid til at rejse Østeuropa tynd og bo i verdens bedste lille kollektiv.
Nu hvor jeg har fået mine tanker ned på skrift virker det egentlig enormt forkælet det hele. Hermed blev I alle sammen lige indvolveret i alle mine overvejelser i et ægte i-lands-ikke-problem og frygten for at være en del af the dark side i marshmallow-testen. Jeg beklager på baghånd. Og jeg beklager også for at bruge ud- trykket ’på baghånd’.