Kære medstuderende, kammerater og kommende kollegaer!
Igennem nogle år er nuværende og kommende læger blevet presset på jobmarkedet med en 4-årsregel, som puster os i nakken og et øget optag, som gør, at vi ikke nødvendigvis alle sammen får job efter KBU.
4-årsreglen har sat sit præg på studiet i form af øget pres for ikke blot at gennemføre, men også at være ekstraordinær under studiet. Hver morgen, når jeg står op, er det sådan set ikke det, at bestå eksamen, der stresser mig mest. Det er det faktum, at jeg snart skal forholde mig til, hvad jeg vil være for en læge – vidende at mine kommende kollegaer højst sandsynligt er milevidt foran i det store CV-væddeløb. Derfor har jeg personligt gjort den overvejelse at melde mig ud af ræset. At nøjes med, hvad der måtte være tilbage af rester, når de dygtigste CV-ryttere har valgt speciale. Det har givet mig ro i sindet og gjort, at jeg ikke føler mig ligeså presset som mange andre. Der er i øvrigt ikke noget galt med CV-rytterne, det er bare ikke noget for mig.
Nu er vi ikke kun truet på jobmarkedet, men også på vores faglighed. Alle medicinstuderende sætter en ære i at være dygtige til deres fag, og når man har afsluttet første halvdel af studiet, finder man ud af, at det ikke længere handler om at bestå eksaminer, men at blive en god og dygtig læge. Personligt har jeg taget 8. semester 2 gange af den simple årsag, at jeg ikke følte mig bredt nok funderet rent fagligt efter første gang. Det har jeg aldrig fortrudt, og jeg mener selv, at jeg med min øgede fundering i intern medicin og kirurgi er blevet en bedre læge, end hvis jeg havde skyndt mig at komme videre og bestå nogle flere eksaminer. Oveni det har jeg i et vikariat i fælles akutmodtagelse til foråret, fordi jeg selv er af den overbevisning, at jeg lærer mere på én måned med ansvar for behandling af patienterne, end jeg har lært i alle mine klinikophold tilsammen.
Det smerter mig at vide, at dem, som er kortere på studiet end jeg selv, ikke får de samme muligheder for at gøre sig fagligt dygtige, såfremt de har ønske om dette.
Hvis denne ”hurtigt ud-reform” bliver implementeret, er jeg fuldstændig sikker på, at man endnu engang går på kompromis med vores lægelige faglighed, og jeg vil ikke finde mig i det! Turnus blev erstattet af en ringere og billigere KBU. Et semester er blevet skåret fra, så vi nu skal lære det, de i gamle dage lærte på 6,5 år på 6 år. Klinik på kandidaten er blevet skåret ned i forhold til den gamle studieordning, fordi der ikke længere var plads grundet øget optag. Og nu skærer man igen! Hvorfor er der ikke længere nogen politikere, der sætter pris på kvalitet frem for kvantitet?
Og én ting er fagligheden, som jo klart er det vigtigste. En anden trods alt meget vigtig ting er studiemiljøet. Vi er som medicinstuderende meget ressourcestærke mennesker, der er vant til at klare os godt. Men det er vi først og fremmest, fordi vi har det godt med hinanden og gider engagere os socialt i hinandens liv. Det kan ret let gå fløjten med den nye reform, fordi ingen længere har tid eller overskud til at engagere sig i hinandens liv. Det er simpelthen en katastrofe, hvis et så unikt og smukt studiemiljø, som vi har på medicin, skal dø. Det må ikke ske!
Allerede ved indførslen af den nye universitetslov i 2003 mistede i terræn i indflydelsen på, hvordan vores universitet skal fungere. Allerede dengang var det, som forrige generationer af studerende opnåede ved et storslået ungdomsoprør i ’68 ved at gå i opløsning. Og nu er man så ude med den store sparekniv igen. Nok må være nok! Vi skal ikke finde os i hvad som helst, fordi vi alle sammen er for individualistiske til at stå sammen i kampen!
Jeg håber og forventer at se så mange af jer gå med mig og resten af jeres kommende kollegaer i kampen mod dette tyranni, som er indført af en flok frelste og fuldkommen ignorante politikere og administratorer, som ikke interesserer sig for andet end tallet på bundlinjen!
Jeg regner med jer på Vor Frue Plads d. 27/11 kl. 10.00!
Af Jonas Olsen, stud. med.
10. semester
