Af Thomas Bjerregaard
Medicinstuderende og far til Augusta på 7 mdr.
Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om hvordan de tiltag, der lægges op til i studiefremdriftsreformen, vil påvirke studerende, som er forældre.
Det er en stor beslutning at få et barn – ikke mindst som studerende, hvor det kræver nøje planlægning, at få tiden og pengene til at række. Fra politisk side, opfordres vi dog til at få børn under studiet. Der fødes ikke nok børn i Danmark, og det er et kæmpe problem for samfundet. I februar 2013 udtalte Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen i Berlingske, at man blandt andet vil forsøge at bringe fødselsraten op ved at ”det skal blive mere normalt, og helt acceptabelt at man prøver at få børn, mens man studerer”.
Sammen med min kæreste (der også læser medicin), kom jeg frem til at fordelene ved at få børn under uddannelsen, opvejede ulemperne. Fleksibilitet var nøgleordet. Muligheden for selv at planlægge vores tid, læse når det passer med babyens døgnrytme, arbejde på skift, og i perioder læse på halv tid eller søge om orlov vandt over den økonomiske tryghed ved at være færdiguddannet som forældre. Da jeg i løbet af uddannelsen vil løbe tør for SU, var det særligt vigtigt for mig at vide, at jeg havde muligheden for at tage orlov og fuldtidsarbejde i en periode, hvis det skulle blive nødvendigt.
Med de tiltag, KU lægger op til i fremdriftsreformen, vil tæppet blive revet væk under vores muligheder for at gennemføre medicinstudiet. Den fleksibilitet, der er fuldstændig afgørende for at kunne balancere familie, eksamenslæsning og økonomi, forsvinder med et trylleslag, fordi universitetsledelsen får dollartegn i øjnene ved tanken om den bonus, de er blevet stillet i udsigt (i øvrigt af selvsamme politiske partier, som opfordrer til at få børn som studerende).
Fleksibiliteten erstattes med rigide regler, der truer med udsmidelse hvis man ikke går direkte gennem studiet. Og det mest absurde er, at det gælder med tilbagevirkende kraft. Vi nuværende studerende, der har planlagt vores liv, uddannelse og økonomi efter de nuværende vilkår, underlægges uden varsel en reform, som kræver at vi indhenter gammel forsinkelse samtidig med at vi læser på fuld tid.
At det netop er den omtalte bonus, der er motivationen for de nye regler, understreges af, at KU-ledelsen ønsker at fjerne muligheden for orlov på kandidatdelen. Når man har orlov, modtager man ikke SU, og man optager ikke plads på holdene fra andre studerende. Det koster ingenting. Der er ingen gevinst ved at afskaffe orlov.
Som studerende på medicin, er vi vant til at arbejde under pres. Læsebyrden er stor, og hvert semester afsluttes med en omfattende eksamen. Og man finder sig i meget, når det gælder drømmeuddannelsen. Gennem de senere år, har medicinstuderende mærket hvordan presset på os er øget på grund af fireårsreglen. For at kvalificere os til speciallægeuddannelserne, skal vi forske i vores fritid og derudover have relevant studiearbejde. Mange bliver stressede, men vi finder os i det.
Med fremdriftsreformen forudser jeg, at presset bliver for stort for mange studerende. Særligt de der, ligesom jeg selv, har brug for fleksibilitet under studiet – for eksempel fordi de er forældre. Vi vil jo blive udskrevet fra vores drømmestudie, hvis ikke vi retter ind og ”tager os sammen”.
Men jeg håber nu, at KU-ledelsen ombestemmer sig, eller der kommer et politisk indgreb mod reformen. For man finder sig i meget; men hvis jeg skal vælge mellem at være en god far for min datter, og at gennemføre min uddannelse – så er valget desværre ikke så svært.
Og frafald er vel trods alt dyrere end forsinkelse – for både universitetet og samfundet.
