Kære medstuderende,
2013 har været et turbulent år. Først havde vi konflikten om SU-reformen, hvor de studerende stod for skud. Så lærerkonflikten, hvor de offentligt ansatte endnu en gang måtte have hovedet på blokken. Så røg lægerne op ad muren. Nu er cirklen sluttet, og vi studerende må igen stå ret. Men med den forskel, at det denne gang ikke kun er regeringen, men også vores egen administration og vort
eget universitet, der falder os i ryggen.
Bag lukkede døre og uden at involvere vort studenterråd, har den administrative ledelse af Københavns Universitet været i gang med at forhandle og udforme den reform, som vil udløse 350 mio. kr. til deres uigennemskuelige regnskab. Hvad de 350 mio. skal forbedre, er et mysterium, for de forudsætter utallige forringelser for os studerende, som I på nuværende tidspunkt nok har hørt adskillige gange allerede, men som ikke kan understreges nok:
Orlov på bacheloren reduceres til et halvt år, mens den HELT afskaffes på kandidaten. Man forpligtes til at bestå mindst 45 ECTS-point om året for at undgå udskrivning. Og or at føje spot til skade udelukkes studerende fra dispensationsforhandlinger, hvilket der pga. kravet om ECTS-point vil være mange flere af.
Denne tendens til at se bort fra de studerendes synspunkter og indvendinger reflekterer et skred i universitetets værdier. At det er ligesom et firma er ikke nogen dårlig metafor, men det produkt, og den profit, man skal måle ’firmaets’ succes på, er fuldstændigt afgørende. Ser man på overskuddet som summen af veluddannede, velafrundede, motiverede og modne studerende, man færdiggør – så kører firmaet godt. Måler man derimod overskuddet som et regulært overskud på bundlinien, er man ansat det forkerte sted.
En hvilken som helst offentlig uddannelsesinstitution kan ikke være bekymret om at give et økonomisk afkast. Det er ikke dens formål. Den må i bund og grund tjene sine elever på bekostning af penge; den må ALDRIG tjene penge på bekostning af sine elever. Det underskud, som en uddannelsesinstitution generer, må nødvendigvis dækkes af den investering, man samtidig laver i de studerende.
Der skal ikke nødvendigvis ske en ændring af den måde, vi får de studerende igennem deres uddannelse på, men det er åbenbart blevet nødvendigt med en ændring i den måde, vi værdisætter vores universiteters effektivitet på.
Jeg vil gerne slutte af med at stille vores universitets administratorer et åbent spørgsmål:
Hvis et universitets formål er at producere de bedst mulige studerende, hvordan kan det så retfærdiggøres at tage imod de 350 mio. kr. årligt, hvis de kun kan udløses ved at forringe forholdene for de studerende?
