Om uniformering– og det der stikker udenfor
Mange steder i samfundet gøres der brug af uniformer. I ordet ligger det at være ens. At være på én ensartet og samme form. I retskrivningsordbogen står: ”Ensartet beklædning som i alle detaljer har et normeret udseende, og som skal markere en persons tilhørsforhold til eller position inden for et erhverv eller en organisation, bruges fx inden for militæret, politiet og spejderbevægelsen.” Det skaber nogle fordele i diverse systemer. Den ene medarbejder adskiller sig ikke fra den anden. De kan på lige fod udføre de præcist samme arbejdesopgaver. De udstråler én og samme professionalisme. Uniformen kan også være en del af løsningen på behovet for en døgnbemandings ensartethed og behov for erstattelighed.
Patienten kan få oplevelsen af ikke at møde 13 forskellige sundhedsfaglige i løbet af en indlæggelse. Badegæsten kan være lige tryg ved den ene som den anden livredder. Soldaten kan se bort fra sidekammeratens dødsfald – en ny, uniformet kollega kan blot træde ind.
Hov! Det sidste der er jo absurd? Kan uniformens glæder virkeligt trækkes så langt, at de fuldstændigt ligegyldiggør den enkelte, individet? Nej, det kan den dog heldigvis ikke helt præstere - der er jo lidt af medarbejderen der stikker ud. Når man iklæder sig en klassisk hospitalsuniform er det; fra halsen og op (inkluderende frisure, øre- og halssmykker), arme og hænder (uden smykker!) og fodtøj. Det syntes at være sådan, at jo mindre rum der haves til at udtrykke sig, jo mere er det netop her personen kommer til udtryk. På ordnet.dk beskrives betydningen af ordet uniform foruden også som ”en persons eller en gruppes ensartede (og kedelige) beklædning”. Når hals, arme og fødder ikke indbefattes af uniformeringen, er det så netop her individet kan bryde fri af denne kedelige beklædning. Dette dog ikke helt uden regler – ikke uden uskrevne regler i hvert fald.
Jeg synes at mærke samfundets, arbejdsgivers, patienters og (måske ikke mindst) mine egne forventninger til uniformering. Det skulle jo gerne være sådan, at patienter og kollegaer har oplevelsen af at møde en professionelt udseende medarbejder, der indgyder troværdighed, respekt, forventning om god personlig hygiejne osv. Det er for så vidt gode værdier at udtrykke gennem sit valg af ”look” og der er selvfølgeligt mange ting, der er no-brainere og som sådan ikke til diskussion af hensyn til hygiejne: For eksempel armbåndsure, fingerringe og langt, løsthængende hår. Men der er godt nok også mange gråzoner! Kan jeg godt møde ind på sengeafsnittet med den frisure, min ven klippede på mig i ebrieret tilstand lørdag aften inden vi tog i byen? Hvad med muslinge-vedhænget i min ørering? Får mit skæg mig til at se fjollet ud? Kan jeg farve mit hår højrødt? Kan jeg bære hue på jobbet i almen praksis?
Jeg kan mærke, at det for mig er et fast punkt på vej ud af døren inden jeg cykler på arbejde. Jeg går lige mig selv i gennem fra top til tå. Det er der egentligt ikke noget mærkeligt i – jeg gør det jo også når jeg skal i skole eller ses med mine venner. Det er bare nogle andre ”krav” jeg skal leve op til. Der er i hvert fald sko på min reol, der ikke kommer med på hospitalet. Nogle tøjstykker, der ikke kommer ud af skabet og med på sekretærjob. Piercing som jeg ikke får lavet – fordi det ikke lever op til krav, der kommer indefra og udefra. Jeg er sikker på at mange af os, som kan se frem til et arbejdsliv med kortærmet kittel, måske tænker os om en ekstra gang inden vi for eksempel får lavet en underarmstatovering. Det skal ikke forstås som om, at jeg personligt har noget imod tatoveringer – tvært imod! – men blot vil påpege, at man i løbet af et arbejdsliv kommer til at have kontakt med mange, der har meninger om dem eller forbinder dem med noget andet end den tatoverede.
Det kan nemt blive sådan, at det, der stikker ud fra uniformen, helst ikke må stikke for meget ud. Tænker jeg. Men måske alligevel give plads til individets karaktertræk? Her kunne passende fremkomme en eller anden pointe om det at se ens ud eller det smukke i forskellighed. Det gør der ikke rigtigt. Jeg vil egentligt bare diskutere balancen i at skille sig ud eller at passe ind. At leve op til forventninger eller at skubbe lidt til dem. Opfordre til at man gør sig en tanke om hvor ”kravene” kommer fra og om de er rationelle - eller måske ikke?
Daniel // MOK