Det Filosofiske Hjørne: Transhumanisme
Transhumanisme er en filosofisk og videnskabelig bevægelse, hvis omdrejningspunkt er at forbedre den menneskelige tilstand gennem teknologisk udvikling. At integreringen af menneske og teknologi i sidste ende kan være med til at overvinde menneskets biologiske begrænsninger. En form for epi-evolution. Generelt defineres transhumanismens formål til firkantede kategorier som livsforlængelse og forbedring af fysiske og mentale evner. Derved opnås en overmenneskelig eksistens. Hvad der ofte går glemt, både i formidlingen af transhumanisme og af transhumanister selv, er baggrunden for hvorfor transhumanismen søger overmenneskeligheden i første omgang.
Til trods for at begrebet først blev brugt i 1957 (af biologen Julian Huxley, bror til Aldous Huxley), har de ekstreme idealer i transhumanismen været med fra tidlig civilisation. I Gilgamesh-eposset, der regnes for at være verdens første litterære storværk, berettes der om en livseliksir, som giver evig ungdom. Altså en alkymistisk (læs: teknologisk) løsning på menneskets begrænsninger. Selve ordet ”trans-humanisme” henviser til det intermediære transitionsstadie mellem mennesket (human) og postmennesket (posthuman/cyborgs).
I sine ekstreme idealer beskæftiger transhumanismen sig netop med spørgsmål som evigt liv eller uploading af bevidstheden digitalt; mere ydmygt arbejder transhumanismen med spørgsmål som forlænget ungdom, levealder, styrkede fysiske og kognitive evner samt forbedret livskvalitet.
Den transhumanistiske udvikling begyndte med de første af vores forfædre, som opfandt de allerførste værktøjer. Allerede dengang begyndte de at overvinde deres ellers biologiske og fysiske kunnen som nøgne aber på savannen. I dag ser vi det med digitale multitools i vores lommer og tasker, som bryder vores ellers biologiske begrænsede kognitive kunnen. Det seneste bemærkelsesværdige gennembrud værende ChatGPT. På den somatiske front ses interessen for transhumanisme gennem markedet for kosttilskud, exoskeletter og **trommelyde** i sundhedsvæsenet. Ja! Du er faktisk, i dit virke som kommende læge, en transhumanist, der forlænger det menneskelige liv unaturligt langt!
Transhumanismen er på den måde altså ikke noget nyt, men transhumanismen nærmer sig nye fronter. Allerede i dag ser vi raske ’unge’mennesker (og nyfødte) der får ’transhumanistiske interventioner’fx i form af genterapi, testosteron-replacement-therapy, plastikkirurgi og high-tech implantater. I løbet af vores levetid vil vi potentielt opleve en række andre slags interventioner nå ud til den brede befolkning. Forskning og udvikling i både non- og kommercielle institutioner er i fuld gang. Det gælder indenfor bl.a. neuroteknologi, kunstige blodlegemer, indbyggede kommunikationschips, kunstige/bioniske muskler, proteser der giver super-menneskelig styrke til amputerede, tilsvarende exoskelet-proteser til ikke-amputerede, overlegne endoproteser, og meget meget mere!
Der er mange filosofiske, etiske og psykologiske diskussioner samt udfordringer i den transhumanistiske bevægelse.
Kort opridset:
1. Belønning uden arbejde / snydekoder til ’livets spil’
2. En fremtid, hvor det at være menneske får en radikalt anden betydning 3. Teknologisk afhængighed
4. Mere fritid eller mere arbejde
5. Eksponentiel større/mindre ulighed
I det følgende kigger vi nærmere på sidste punkt, for så har jeg en undskyldning for at introducere dig for to nye spændende begreber.
Kapitalocæn, kommunocæn og transhumanisme: En udforskning af interaktionen mellem økonomiske epoker, teknologi og den menneskelige tilstand
Kapitalocæn er betegnelsen for den indeværende menneskelige epoke, hvor kapitalismen er blevet den dominerende økonomiske kraft, som former det globale samfunds skæbne. En skæbne, hvor vi både ser fremgang i velstand og levestandarder, men samtidig klima- og miljømæssig forringelse, udnyttelse af svage mennesker, og styrket relativ ulighed. Mens den kapitalocæne era i sin begyndelse har givet menneskeheden et turboboost af dimensioner, er effekten af kapitalismens ubæredygtige jagt på overskud baggrunden for den indeværende klimakrise.
Kommunocæn er en relativt ny betegnelse på et alternativt fremtidsscenarie; den epoke der skal tage stafetten videre fra det kapitalocæne. Mens ordet ”kommunocæn”leder tankerne over til en kommunistisk verdensorden, er det ikke tilfældet. Dog har det rødder hos Marx, som taler for at organisere verden efter ”stofskiftet mellem mennesket og naturen”. Her erstattes det destruktive kapitalocæne syn på naturen, som kilde til egoistisk profitering, med en respekt for naturen og dens produktionskapitcitet. I det kommucæne er naturen ikke længere et produkt til skabe profit, men en symbiotisk samarbejdspartner for at underbygge menneskeheden og resten af klodens økosystemer.
Tærsklen for sådan et epokeskifte er stadig massivt, og verdenssamfundet udvikler sig ikke nødvendigvis i den ’rigtige’ retning. Den transhumanistiske udvikling kan blive et værktøj, der potentielt kan sænke tærsklen til et epokeskift i retning af det kommunocæne samfund.
Tanken her er, at teknologier indenfor transhumanismens paraply kan skabe mennesker, der nemmere kan leve bæredygtigt og med behov for færre ressourcer, for at leve et tilfredsstillende liv. Derudover kan de transhumanistiske udviklinger skabe mere lighed, ved at skabe mere lige adgang til kognitivt krævende arbejdsopgaver (fx AI der erstatter advokater) eller hjælpe folk med at levere mere produktivitet på mindre tid. Derved frigøre flere fri- og helligdage, i stedet for færre.
Dog truer de kapitalocæne vagthunde (herunder særligt Silicon Valleys pseudo-økokapitalister: Tech Bro’s) de potentielle lighedsskabende produkter af transhumanismen. Det er ikke fordi disse vagthunde nødvendigvis er imod øget lighed og bedre forhold for klodens mennesker (hvilket dog er tilfældet for nogle af vagthundede: konservative, højrefløjspopulister og autoritære stater som Kina, Rusland, Saudi Arabien). Til gengæld ser de kapitalocæne Tech Bro’s transhumanismen som endnu en kilde til at skabe produkter for profit. Just som de ser naturen.
Derved bliver transhumanismen et værktøj til det modsatte: at gøre verden mindre bæredygtig, og øge materialisme og forbrug. Ved at skabe kunstigt høje paywalls skabes ulighed i hvem, der har adgang til teknologierne og i stedet for at se teknologierne som et middel til at skabe forbedret livskvalitet og mere fritid, ses de som værktøj til at presse mere økonomisk vækst – til eget gavn – ud af andre menneskers liv.
Transhumanisme er et spændende emne, som kommer til at påvirke os alle. Hvilken indflydelse, den vil have på vores liv, er endnu ikke til at sige. Det kommer an på, hvordan teknologierne udvikles, hvilke etiske og filosofiske diskussioner der vinder frem, hvem der udvikler den, hvem der får adgang til den og hvordan den reguleres. Til slut afhænger det af, hvorvidt vi formår at overkomme den kapitalocæne era og om den næste epoke går i den kommunocæne retning eller ej.
// Younes, MOK-red.