Er det du ser, det du får?
3 uger på psykiatrisk afdeling er netop afsluttet for mit vedkommende. Et klinikophold som jeg virkelig har set frem til og frygtet på samme tid – og sådan tror jeg vi er mange der har det. Jeg var spændt på at se psykiatrien fra en anden vinkel udover den eneste jeg indtil nu kender til: FADL-vagterne. Personligt har jeg kun taget 3 vagter i psykiatrien, dels fordi at det kan være svært at få disse vagter som ny, og dels fordi jeg synes det var mentalt hårdt arbejde at skulle overvære så dårlige patienter. Så mit udgangspunkt var både snævert og entydigt,
hvorfor jeg også så frem til at få kastet et andet perspektiv over det. For hvad med alle dem, der ikke er så syge, at de skal være på et lukket afsnit? Hvad med alle dem, der lever med deres psykiske sygdom og følges ambulant? Det var dem, jeg var spændt på at se og høre mere om.
På det afsnit jeg har været i klinik, havde de fordelt os sådan, at man havde den ene halvdel af sit ophold på åbent afsnit og den anden halvdel på et lukket afsnit. Det skulle både give noget kontinuitet og sammenhæng. Et par dage i løbet af ugerne var desuden reserveret til hhv. en aftenvagt og en dag i ambulatoriet. Størstedelen blev altså brugt på at gå med og tale med de indlagte på afsnittene. I løbet af vores anden klinikuge, havde vi en underviser, der havde sin primære gang i det ambulante afsnit ”OPUS”, som er et tilbud for unge mellem 18-35 år, der har psykoser eller psykoselidelser (oftest skizofreni). Hun møder os og siger som det første: ”Hvordan går det derovre på afsnittene? Det svarer jo til at være på en intensiv afdeling – det er langt de færreste, der har behov for at blive indlagt så længe af gangen. Når I engang er færdige som læger, så er det i hovedreglen de langt mindre syge, som I render ind i – for dem er der flere af.”
Den kommentar husker jeg, både fordi jeg blev lidt ”lettet”, men også fordi jeg blev lidt irriteret. Hvis det er den type patienter, vi kommer til at se allermest til, hvorfor er det så dem, vi stifter mindst bekendtskab med under studiet? Jeg kender jo dybest set godt selv til svaret, for vi skal selvfølgelig kunne håndtere de sværeste tilfælde – og det er også her de klassiske tekstbogseksempler på objektive psykiske symptomer kommer til syne. Og dette, vil jeg understrege, er ekstremt lærerigt også!
Det der ærgrer mig, er at vi ikke får mere tid med dem, der ikke er så dårlige, at de må være indlagt – med eller mod sin vilje. Jeg var i ambulatoriet 2 gange (den ene gang valgte jeg selv at gå derned på trods af, at jeg skulle være på åbent afsnit), og der fik jeg virkelig at se, hvordan en psykiater kan gøre en forskel for denne patientgruppe. Det lyder som en kliché, men jeg tror også der er en grund til, at netop den sætning tit går igen, når det kommer til valg af specialer. Mange af disse forløb, er dem der kan være afgørende for, om en patient kan få et liv stablet på benene, eller om de må se sig tabt på gulvet af et system der ikke virker ressourcer der ikke er der. Jeg har været med til patientsamtaler med kompetente specialpsykologer og psykiatere, og at se og høre hvilken forskel de gør for disse patienter, har virkelig gjort indtryk på mig. Hvor mange er vi ikke, der kender en, der har haft behov for at komme igennem dette system på den ene eller den anden måde?
Psykiatrien lider. Der mangler speciallæger, og det ved vi godt. De snakker om penge og planer og alt muligt andet – og det er også afgørende! Men en anden vigtig andel i den problematik er os og den uddannelse vi læser lige nu. Hvis man ikke selv har en interesse for psykiatri inden man starter, så skal man selv ud at finde den. Flertallet af uddannelseslægerne jeg talte med, havde ikke interesse for psykiatri under studiet – den fandt de under deres KBU, dengang man kunne have psykiatri. Jeg må bare sige, at ud af de 240 uger man skal igennem på sine 12 semestre, der er 3 uger ingen tid på et speciale, der fylder så meget i almenbefolkningen.