Det filosofiske hjørne: Fri vilje, næstekærlighed og lægegerningen

Den frie vilje eksisterer ikke. Den kan ikke eksistere. Det er ikke blot et filosofisk argument, men både en logisk og videnskabelig deduktion.

Vi skal nok komme til argumentet for den virkelighed. Det er dog ikke blot et rodløst faktum eller et sjovt tankeeksperiment. Det drejer sig om en anerkendelse, der har reelle konsekvenser for dit verdenssyn fremadrettet.

Emnet ér ømtåleligt. Forståeligt nok. Mange lever i overbevisningen om menneskets frie vilje. At de selv er i besiddelse af en fri vilje, i stand til at tage beslutninger og valg. På mange måder er vores samfund og menneskehed også bygget på denne antagelse. At sætte spørgsmålstegn ved eksistensen af den frie vilje er også provokativt, da det omhandler de ting som berører os alle nært: moralitet, retsstaten, politik, religion, relationer, skam, skyldsfølelse, personlige bedrifter og success.

For mange, er deres identitet bygget på illusionen om den frie vilje. Den succesfulde iværksætter. Dovne Robert. Den hårdtarbejdende medicinstuderende.

Hvad jeg håber på at opnå, kære læser, er at løfte det illusionære slør fra dine øjne om menneskets frie vilje. Derved vise dig hvilken betydning frigørelsen fra denne illusion har for vores relationer med andre mennesker. Særligt hvilken betydning det har for relationen til vores patienter i vores lægegerning.

ARGUMENTET IMOD DEN FRIE VILJE

Den populære forståelse af fri vilje hænger på to antagelser:
1) at vi hver især har været i stand til at handle anderledes end vi ellers har gjort (jeg valgte mulighed A, men kunne have valgt B / jeg valgte at læse medicin, men kunne have læst økonomi / jeg drikker en Pepsi Max, men kunne have drukket en Faxe Kondi)
2) at vi er den bevidste kilde til mange af vores tanker og handlinger i øjeblikket (at du selv bestemmer hvad du tænker på).
Disse to antagelser er forkerte. Instinktivt virker ovenstående ellers intuitivt og korrekt, men ligesom jorden ikke er flad trods vores intuition, så er vores bevidsthedsopfattelse ikke lige intuitiv.

Der er få der vil turde stille sig uenige om at handlinger har konsekvenser.
Alt hvad der sker i øjeblikket, opstår som konsekvens af øjeblikket forinden. Årsag og virkning. Cause and effect. Lynet rammer træet; træet bryder i brand. Du sparker til bolden; bolden rammer vinduet; vinduet går i stykker. Mennesket fødes, mennesket ældes, mennesket dør.
Hvor end du kigger omkring vil du se mønstre af begivenheder, og alle disse begivenheder eksisterer på basis af forårsagende grunde. Hvilket betyder at de materielt, funktionelt og logisk er afhængige af andre begivenheder som gik fortil i tid.
Det gælder også dig som din person og din bevidsthed: alle dine oplevelser, tanker, intentioner, ønsker, handlinger og valg er forårsaget af begivenheder, du ikke har været herre over.

Du valgte ikke selv dine forældre, derfor valgte du ikke dine gener og heller ej det miljø du blev født i. Men alligevel, er det summen af disse faktorer, som afgør hvem du er i det indeværende øjeblik!

Endvidere hvem du nogensinde har været op til nu, og hvem du kommer til at være resten af dit liv.

HJERNEN I FOKUS

Den næste tanke eller handling der falder dig ind, er heller ikke i dine egne hænder. Den falder dig ind som en konsekvens af summen af dit foregående jeg, og den kan umuligt være fri og upåvirket af dit heraf. På den måde er din bevidsthed deterministisk, ligesom resten af universet (i samme størrelsesorden, ingen kvantemekanik denne omgang).

I dag spekuleres der på at den evolutionære forklaring på bevidsthedens opståen, er resultatet af biologiens løsning på at navigere komplekse miljøer for at sikre overlevelse. Denne bevidsthed opstår i mennesket gennem hjernens processer. Hjernen er en biologisk data-behandlingsmaskine. Den tager input, kører det gennem maskineriet, og spytter et output ud. En brøkdel af dette output er vores bevidsthedsoplevelse. Bevidstheden kommer ikke forud for det sensoriske input, men som en konsekvens heraf. Dine tanker er altså ikke dine egne, men et resultat af sammenspillet mellem din biologi og dit miljø. Du har lige så lidt indflydelse på din tankestrøm, som du har på hvorvidt dit hjerte skal slå sit næste slag.

Dertil er hjernen plastisk. Dvs. at hjernen korrigerer sig selv, på basis af dens egen aktivitet, og derfor er hver individs hjerne også unikt formet. Ikke alene af dens genetik og biokemiske miljø, men også gennem dens kartotek af inputvariabler (/oplevelser) gennem livet.
Med et par reduktionistiske briller, kan man koge hjernen ned til en selvkorrigerende matematisk funktion, F, med en variabel, x, som er øjeblikkets-input; når funktionen løses, efterlades ikke alene et output, men også en permanent ændring i funktionen F.

Det er denne ’matematiske funktion’, F, der er afgørende for hvordan et individ handler og respondere i livet. Det er denne funktion som bestemmer dit ’valg’ om at læse medicin eller økonomi, drikke Pepsi Max eller Faxe Kondi, tro på gud eller ej. Sagt med andre ord. Du havde aldrig et valg, kun illusionen herom.

KIERKEGAARD OG KAERLIGHED

Når vi er nået til erkendelsen om at mennesker ikke har nogen fri vilje, åbnes der en dør for et nyt verdenssyn. Et verdenssyn hvor skyld, had og retfærdighedsfølelse langsomt begynder at fordufte.
For når man accepterer at verden består af deterministiske systemer, i stedet for frie agenter, har vi nemmere ved at tvinge os selv til at forstå bevæggrunden for handlinger, som vi ikke selv synes er rationelle, og derved skabe empati.

Et verdenssyn, hvor vi kommer til at stille store spørgsmålstegn ved vores nuværende retssystem, vores politiske ståsted, og vores tanker om vores nærmeste og fjerneste.
Der er mange emner at vende. Her i dag sætter vi fokus på det vigtigste: Kærlighed

- og med mit daglige mindreværdskompleks som beboer på Studentergården uden et højskoleophold på bagen, tager jeg selvfølgelig udgangspunkt i Kierkegaard ;)

Kierkegaard argumenterer nemlig for i Kjerlighedens Gjerninger at vi skal lære at elske særligt de mennesker som vi fristes til at hade og forbande; de som vi er overbevist er fejlagtige, grimme, irriterende, vildledte eller latterlige; de som har måske har lavet nogle sandelig alvorlige fejl og stridt vores moralske kodeks. At vise kærlighed til disse mennesker, skrev Kierkegaard, er toppen af vores menneskelighed.

Kærlighed – ifølge Kierkegaard - er at kigge på et menneske foran os, som fremstår vildledt, doven, privilegeret, vred eller stolt, i øjnene og i stedet for at stemple dem som foragtelige eller grusomme, forsøge at forestille os og vise sympati for hvordan de er endt som de er; forsøge at forstå det forsømte, sårbare eller fortabte lille barn der huserer i den forvirrende eller nedslående voksen.

Kærlighed er altså ikke noget man skal gøre sig fortjent til; kærlighed er noget vi skal give til hinanden uanset. Kierkegaards kærlighedsblik er smukt og tilstræbeligt, men får et benspænd i en verden hvor illusionen om fri vilje får lov til at herske. For er man overbevist om den frie viljes eksistens, kan man på falske præmisser, hæve retfærdighedsfølelse over kærlighed. For hvis fri vilje eksisterer, står vi tilbage med en ubehagelig kendsgerning: at det teoretisk muligt at være ufejlbarlig, og derved per definition fejlbarlig af egen skyld.

Denne grund alene kan give anledning til rystende intolerance; og spørgsmålet: fortjener man kærlighed? Når vi lever i illusionen, er der logisk ingen grænse for raseri eller hårdheden af straffe der kan pålægges ”onde gerningspersoner”. Retfærdighedsfølelsen er reel, ligesom had, misundelse og vrede.
Og vi kommer ikke udenom endnu en ubehagelig sandhed: Det er nemmere at hade, end at elske.
Men når vi løfter sløret og anerkender vores sande deterministiske natur, at vi er frie for den frie vilje.... ja! Så bliver det nemmere at elske! Selv dem der gør det svært at blive elsket.

DEN UELSKELIGE PATIENT

Enten har du, eller vil du, i dit virke som kliniker støde på patienter som gør det svært at elske dem. Det kan være den råbende, udadreagerende, skeptiske, miseriesprægede eller ebrierede patient. Det kan være den demente, patienten du ikke kan kommunikere med, eller den kriminelle patient. Patienten der er dømt for mord, pædofili, eller værre. Den psykiatriske patient, som endnu engang har selvskadet, eller endnu engang er fuldblown psykotisk og ikke er samarbejdsvillig.

Uanset hvor stort et overskudsmenneske man er, vil man kunne føle irritation og føle man mister tålmodigheden. Det er kun naturligt, og det er der ingen skam i. Vi er mennesker og fejlbarlige. Vores pligt er at forsøge vores bedste.

Det er til gengæld også her, at denne indsigt kan komme os til gode i vores professionelle virke. Det kan virke som en reminder, der giver mere overskud og empati med de patienter, som ellers kan være sværere at føle kærlighed for. For vi må og skal føle kærlighed for dem!
De har ikke selv valgt at være, hvad vi foragter dem for; og fandtes den frie vilje virkelig, ville de så virkelig vælge at være foragtelige?

// Younes, MOK

(begreberne ‘elske’ og ‘kærlighed’ er brugt i flæng, Kierkegaard adskilte disse; læs Kjerlighedens Gjerninger)